lørdag den 6. oktober 2012

Lige børn leger bedst - lige ud af skolegården

Måtte i dag møde en følelse jeg ikke havde set komme.
Muligvis benægtet kunne komme.
Muligvis have fortrængt ville komme.

Og der stod jeg - med en knytnæve i maven som tvang mig i sænk, med en følelse jeg kendte rigtig godt.
Den der slags der tager vejret fra en og gør at man får øjnene op for de løgne man har fået fortalt sig selv.

Grunden til mødet og dets bombastiske fremfald var fordi det bragte noget negativt med sig - noget jeg før har oplevet - nemlig med følelsen af igen, at have ført sig selv bag lyset.

Følelsen af at man igen står bag tæppet til den store scene.
Scenen der ligger til grund for det stykke man troede, man havde hovedrollen i.

Som et lyn fra en klar himmel går det op for en hvilken rolle man rent faktisk har. At man ikke er andet end en reserve statist på den store opsætning - at ens opgaver aldrig bliver inde på scenen.
Som smilende susie har man hoppet rundt i sin egen lille illusion om at stå i rampelysets skær, smilet og set sød ud når pressefotograferne tog billeder. 
Venligt, men hurtigt har man skrevet autografer til horder af fans.
Været imødekommende og åben.

Og bang! så kommer stykkets egentlige hovedrolleindehaver og stikker en spand med en gulvmoppe i hånden på en; "her, kulissen til akt 4, skal vaskes ned i en fart -  en eller anden idiot har spildt kaffe på den?"
Virkeligheden - lige der - med lynets hast rammer den en lige i fjæset.

Og man vågner op!

Her står man så, med rengøringsartiklerne i hånden, helt paf, grå i ansigtet, målløs og med en knytnæve på størrelse med afrika placeret lige i centrum af ens egen identitet.
Og løgnen man har fortalt sig selv? Ja den står nu face to face med en.

Følelsen af at ens ben bliver nervøse, ustabile og gelelignende.
Følelsen af at ens åndedrag forsvinder, samtidigt med at pulsen stiger.
Følelsen af billeder på ens indre skærm træder frem, som en sort satan der hopper, griner og peger fingre af en.
Den følelse er ikke til at tage fejl af.


Slaget i ansigtet beretter om at følelsen de sidste par år, blot har stået på standby . 
Og hvad så?? 
Har jeg så bare stået her, smilende og drømmende et helt årti? Måske mere?
Har jeg stået her, som en anden Tornerose og igen sovet mens alt det vigtige er strøget forbi min næse?
Har jeg igen ladet mig være en fodnote i et skuespil, velvidende om mine egne talenter rækker længere end at vaske op efter de ”rigtige” skuespillere?

Jeg forsøger at fremkalde minderne i form af scener – forsøger at finde ud af hvornår jeg faldte i søvn. Forsøger at fange de scenarier der måtte have udspillet sig i  størstedelen af dette stykke – som jeg troede jeg var med i? men som blot var en illusion?
Har jeg i sandhed på noget tidspunkt, været en smule virkelighedsnær og har jeg faktisk været vidne til, på hvad der ville komme til at ske?
Burde jeg have set dette komme?
Spørgsmålet fiser rundt i min hoved med fart der er udefinerbar.
Har jeg formået igen at agerer levende død ? – som et rutinepræget menneske der vandre hvileløst rundt i sin drømme og glemmer at hendes egentlige arbejde er, at sørge for at de vigtige personer i stykket har alt hvad de har brug for, når de har brug for det.

Det kan simpelthen ikke passe – jeg må da have været vågen på et eller andet tidspunkt. Jeg må da have set virkeligheden passerer mig undervejs?
Måske jeg har? Måske jeg bare har undladt at standse op og faktisk se den.

Jeg har sat mig ned, for mine ben kan ikke bære mig længere.
Jeg må tænke.
Altså virkelig tænke!

Hvad fanden er egentlig navnet på det stykke jeg åbenbart er reserve statist i? Hvem er min arbejdsgiver? Hvor bor jeg, hvor lever jeg? Får jeg løn for det her, eller er jeg sendt ud af kommunen? I arbejde, pga. manglende job i samfundet?

Det hele kører rundt, og stakåndet hungre jeg efter sandheden som jeg så åbenlyst har ignoreret?
Jeg føler mig som en fremmede i en ellers velkendt krop.

Kigger febrilsk omkring. Der må da være en eller anden jeg kender jeg kan række ud efter, for at få en forklaring på dette. 
En eller anden der kan fortælle mig om jeg igen har sovet i timen. ”Timen” der snart udgør 1/3 del af mit liv.


Har jeg i sandhed endnu engang udgjort mig selv til at være mig egen værste fjende. Endnu engang? 
Tænk at jeg skulle sige det højt – igen!

TANJA!
 Care free teorien –
klokkerne begynder at ringe…
Finder mine noter frem – en efter en. Og For hver lap jeg læser – får jeg kuldegysninger. 
Det går op for mig at jeg rent faktisk har været væk.
Det dog stadig uvist for mig, hvor længe.
Snakker vi måneder? snakker vi dage? Uger? År?
Hvad fanden er der sket i al den tid?
Finder endnu en lap – hæfter mig ved citatet: 
”jeg er en levende død”
Wauw.. det er fra 2 januar i år?
Hvor har jeg været henne i mellemtiden ? har jeg egentlig været nogen steder?
Her er en til, et notat med forklaringen på et liv – hvad fanden er det jeg skriver om?
Jeg leder videre og finder en ny, læser højt: 
” jeg gjorde det i går, jeg gør det igen i dag og jeg er bange for at jeg nok også gør det igen i morgen” 
Hvad faen mener jeg med det? Hvad gjorde jeg i går, som jeg gør i dag og sikkert også vil gøre i morgen?
Her. En til:
”papegøjens indlærte fejl - HA! ironi når det er bedst”

Hvor er mine tre livlinjer – hvem har nummeret til en jeg kan ringe til?
Hvor er mit publikum jeg kan spørge?
Hvor fanden er mine svar??

…. Fortsættes

Ingen kommentarer:

Send en kommentar