"Livet er jo dejligt hvis man forstår at leve det"

Sådan lød det fra en af mine gæster på lanternen. Første gang studsede jeg og smagte lidt på sætningen; "hvad mon han egentlig mente?"

Da han senere, i en konklusion, anvendte samme sætning igen, blev jeg nysgerrig og spurgte "hvad mener du egentlig når du siger det?"

"Det jeg siger", svarede han kort, hvorpå han tog en tår, af den lunkne hof åndede ud i glasset, og kiggede på mig med intense øjne og gentog "det jeg siger" Jeg kiggede på ham, så han forstod at jeg ønskede nærmere uddybelse..

... Livet er jo dejligt hvis man forstår at leve det - dvs. at tør du leve det liv du har, uden for mange spekulationer og tanker om hvad nu hvis, så er det i grunden dejligt. At det så ikke altid er lige nemt, det er en helt anden side af skagen.

Nu er det snart 2 måneder siden, jeg havde denne oplevelse og jeg har tænkt meget over det han sagde..

det var en af de der sætninger man hører, man binder sig ved dem og når tankepausen er der, får den en udviddet tolkning inde i mit hoved..

Det kan jo i bund og grund ikke være mere simpelt sagt, men min personlighed ligger sådan at der skal

graves, tolkes, analyseres og vuderes ud i alle tænkelige perspektiver.. der må være en catch?

Men hvis sætningen er svaret...

..... - hvad var så spørgsmålet?

Jeg runder snart (2 måneder) de 27 år og dertil følger der selvfølgelig en del tanker - jeg er stadig i den del af mit liv hvor jeg ikke kan svarer på hvor "jeg er" om de næste 5 år, ligesom jeg heller ikke vidste det for 5 år siden, eller for den sags skyld, for 10 år tilbage i tiden..

Jeg kigger rundt og ser på dem i min omgangskreds og kan ikke lade være med at tænke lidt pessimistisk og se mig selv som pigen uden de store vissioner - fra højre og helt over til venstre, har jeg veninder med skrigende æggestokke, venner med gæld i mursten og en generel holdning til at lån med loft er det ultimative succes kriterie.

Jeg ser mig hverken i deres sko eller uden..

Torsdag d. 7/4 fik jeg igen et af der her reality kick "in da face", da min barndomsveninde fortæller mig, at nu er hun gravid og er sat til at skal føde primo december - en helt igennem vidunderlig ting, som hun og manden har "arbejdet" hårdt på det sidste halve år og nu var lykken så sat, i dette tilfælde inde i hendes mave.

Selvfølgelig bliver jeg glad på hende og mandes vegne, og klapper og knuser og lykkeønsker i en stor stime....

......MEN når hun så lykkelig er "ude af billedet", (formentlig vendt tilbage til det store IKEA katalog for at se på tremmesenge og babyalarmer), melder det store spørgsmål så ved mig:

"Er dette i virkeligheden det livet går ud på?"

At finde en mand man elsker, avle et barn eller flere, hvorpå så derefter at "invisterer" i hus, hund og en GRANDE station car? og med reference til overskriften (livet er jo dejligt) - lever man så først for alvor når man er blevet mor, når man har skrevet under på boliglånet og købt en tillægsforsikring til hunden, (just en case) for det er jo en muskelhund?

Puha jeg kan komme i tvivl? Dette kunne jeg jo sikkert få et svar på hvis jeg stilte mig op midt i gå gaden, hvorpå jeg så bad folk udfylde et spørgeskema og udfra meningerne få svar på lakmusprøven? dette blir dog kun ved en endnu ikke løssluppet tanke :) (og her er der for alvor tale om, at der ER langt fra teori til praksis)

Selvfølgelig er det individuelt hvad vi har af prioriteter i livet - og lige som prioriteter i sig selv er vigtige, er det også vigtigt at sætte sig ned i spekulationens stund og accepterer at vi alle har forskellige meninger om hvad det er, det gør livet dejligt?

så selvom livet er en dejlig ting - så kan jeg kun give manden ret i at, det er svært at praktiserer til tider. Om noget andet, så er det ihvertfald svært til tider, at definerer hvad det netop er, der gør livet dejligt for den enkelte!

"what motivates me, may not motivate you"

Jeg vælger at lade tvivlen komme mig til gode, for i skrivende stund, holder jeg til trods for civilstatus og uden videre tanker i familiestiftelse, æggeløsning eller adressesammenlægning med Mr. X, fast i mit "eget" udsagn om at, "hellere undværer frem for at nøjes".

MeTTe - iført realistiske kontaktlinser!

Nyt-år-forsæt endelig!

Et eller andet sted finder jeg tit min motivations faktor i min blogger companion MetteMarie.

Hun skyder....jeg ærger mig over jeg ikke trak først...

men jeg ærger mig aldrig længere tid, end at jeg selv finder modet til at "skyde igen" inden for meget kort tid.

Min mening var at skrive en status Quo på årets begivenheder, oplevelser, nederlag, sejre og ikke mindst erfaringer på årets sidste dag... dette blev dog, som så mange andre ting i mit liv, iflg. af 2010 nedprioriteret og dermed aldrig gjort...

lige indtil den dag ( dvs. idag) hvor jeg IGEN bliver skudt først af MM... derfor motivationen til dette indlæg.

2010 og jeg blev aldrig rigtige gode venner - en skæv start, et haLtEnDe halvår og i årets slutning blev jeg DEMONSTRATIV og vendte ryggen til..

Der var på mange måder, et rigtig stort minus på kontoen, til troen på at 2010 kunne blive godt, allerede fra start af!

Dette resulterede i mange spekulative stunder, både for mig selv og blandt venner og veninder.

OG først på årets sidste dag kom jeg frem til svaret..

Det stod helt klar...

Af alt det "lort" 2010 bragte med sig, var der kun én af give skylden.

"mig selv!"

En konklusion bliver dannet på grundlag, af enten en succes eller en fiasko.

En plan der går lige efter bogen, eller det stikmodsatte, lige luks i graven..

For mit vedkommen brugte jeg mit 2010 på at leve mere eller mindre uden en decideret handlingsplan... det hele var, som en stor del af min personlighed, meget pragmatisk.

På ingen måde gennetænkt og til tider meget urealistisk.

Dette må for nogenlyde, utrolig sortseer agtigt.

Men uden en plan, score man ikke "mål"

Og så kan man føle sig nytteløs og ud af sin nytteløshed kan livet for en længere eller kortvarig stund føles som, at være sat på standby!

Meningsløst!

På årets sidste dag var jeg trodsig, bekymret, følelsesladet, ked af det, gal og frustreret.

Jeg gik i seng og tænkte at, i morgen måtte jeg da vågne op til det bedre.

Jeg tænkte; " nu har jeg været igennem så mange tårer, så mange tanker og bekymringer, at min kvote på den konto må være brugt op og nu kommer alle de "lykkelige stunder" i stride strømme, og ligefrem står i kø på mit dørtrin"

Jeg gik i seng omkring en 20:00 tiden...jeg var træt... rent mentalt af tanker.

Intet festligt var planlagt, og jeg havde taget den indstilling, at uanset hvor mange indbydelser der måtte dukke op, ville svaret være klokkeklart "nej tak!"

Jeg havde valgt min holdning til denne aften.

År 2010 skulle ikke have den fornøjelse at se mig fejre og være glad, på vegne af året selv.

Det havde pisset mig rigelig op og ned af ryggen, så den fornøjelse ville jeg alligevel ikke give det!

Omkring midnat stod jeg op, jeg blev vækkede af festglade mennekser på vejen, der i mere eller mindre ædru tilstand fyrede flere hundrede kroner op i vejret i form af raketter..

Jeg tog mig en smøg og kiggede ud på nattehimlen, sukkede dybt og tænkte ved mig selv; "endelig smutter du...det var på tide..."

Da jeg vågnede næste morgen, var det fordi min mor sad på min sengekant.

Hun var tydeligvis bekymret for mit valg mht. fejring af nytårs aften.

Hun blev dog sendt ud af døren med mig liggende i sengen og med den konstatering, at alt var sku helt normalt og at hun ikke skulle bekymre sig.

For en uges tid siden, fik hun, i gud ved hvilken anledning, en krammer af mig og så sagde hun:

"du må ikke gøre mig så bekymret som du gjorde nytårs aften"

Jeg fortalte hende, at det nu engang var sådan jeg havde lyst til det skulle være, og der ikke var grund til bekymring.

Accept!

og sandhed!

Selvom 2010 og jeg, sådan i en større helhed, aldrig blev venner, tilsmilte det mig dog også.

Det blev året hvor jeg fik utrolig mange gode minder med mine veninder.

Året hvor jeg fik mig endnu en uddannelse.

Året hvor jeg tog ved lære af kærligheden´s skarpe kanter.

Året hvor mine kreative sider fik frit løb, med gode resultater.

Året hvor jeg lærte mig selv at kende, endnu bedre.

Året hvor mine veje mødtes med en sjæleven.

Året hvor jeg valgte fra.

Året hvor jeg lærte at visse udsagn er sandheder med modifikationer.

Så til trods for overstående er jeg ikke modløs!

Tværtimod mener jeg at modstand gør stærk.

Jeg står her for pokker stadig!

Jeg er blevet slået omkuld flere gange, men jeg har også rejst mig igen, hvis ikke af egen kræft, så med hjælpen og støtten fra venner og familien.

Derfor skal der også lyde et inderligt, men ydmygt tak til de mennsker der for mig, gir mig modet og viljen til at fortsætte.

Så tak til; Katrine, Tanja, Ditte, Maria Louise, MetteMarie, Martin, Min far, Min bror, Sinna, Michael C, Maria og Anne.

"Når en dør lukkes åbnes en anden, men ofte kigger vi så lang tid og så fortrydende på den lukkede dør, at vi ikke ser den som har åbnet sig for os"

Mit 2011 er anderledes.

Det skal det være!

Det har jeg valgt.

Dette bliver året hvor jeg vil gøre en forskel for mig selv.

Der er lavet en plan.

En simpel en.

En der er til at tage og føle på..

en plan der er realistisk og målbar.

Jeg gør noget for mig selv i form af et karriere skift, der til trods for sin længde har et mål.

At det jeg vælger at gøre for mig selv, skal munde ud i, at gøre en forskel for andre.

Planen kort skrevet, er som sådan:

HF

-->

UNI

-->

LÆGER UDEN GRÆNSER

Generaliserende sagt, er vi danskere rigtig gode til at kigge ud af vinduet og forbande "alle de andre", hvor vi stedet bør kigge os selv noget mere i spejlet og sige "hvad kan jeg gøre?"

Jeg har derfor VALGT at jeg vil og fordi jeg vil, gør jeg det!

mEttE - med nye briller