torsdag den 2. december 2010

Route hope

I den bedste mening tog jeg en beslutning om at lave det perfekte indlæg..

Et indlæg til ære for en pige, som engang betød så meget for mig - om hvordan vore veje skiltes og hvordan vi igen fandt hinanden.

Stilen var lagt og gamle noter fundet frem.
Jeg skrev på utrolig kort tid, et oplæg alla 2010 version og forlangte nu det samme af hende, så det kunne fuldende min vellagte plan.
Jeg ventede mange uger på svar.
Mine fingre kriblede, jeg var så klar til at sætte ord på.
Da dagen endelig oprindt hvor jeg fik svar tilbage fra hende, faldte min første og stensikre plan til jorden.
Alt hvad jeg havde planlagt, alt det, som skulle bidrage til det perfekte indlæg, stod forfald.

Så mit perfekte indlæg tog en anden afkørsel end jeg først havde valgt.
Og pludselig stod jeg alene på ordets landevej.

Da jeg læste hendes svar, trillede mine tårer hurtigt og fint ned af kinden som små glimtende perler på en snor...én efter én og meget elegant.
Dette skyldtes ikke en negativ respons.
Tværtimod.
Hendes små og meget kortfattede, men alligevel præcise, sigende og positive ord, gik lige ind i sjælen på mig.
I det øjeblik vidste jeg at det ville blive en af de få nætter, igennem det sidste lange stykke tid, hvor jeg ville falde i søvn med smil på læben og glade tanker .
Tanker der skubbede alt det pessimistiske og negative langt bort - for i det korte brev stod "opskriften".
Opskriften på der der vil sige at elske en anden betingelseløst.


Man møder mange mennesker igennem sit liv, en hel del faktisk og ser men lidt mere firkantet på det og smider det op statistisk og regner i hele hundrede vil 90% af de mennekser man møder være i relation til ens studie, skole, arbejde og i følge af fritidsinteresser.
de sidste 10% er ens familie og nære venner.
Det siges at man i livet vil møde 3 personer som får lov til at holde ens hjerte i deres hule hånd.
Det er disse mennesker der vil kende én helt ind til benet og nå ind til ens sjæl.
Jeg har mødt min den ene.
Det er Tanja.
En Pige jeg elsker utrolig højt.
Nuets kærlighedserklæring siger, at det ikke forpligter at sige, jeg elsker dig.
Så når du siger du elsker mig, så forholder jeg mig til at det er lige NU, hvor du siger det, at du føler det.
Derfor holder jeg dig heller ikke op på, om du elsker mig i morgen eller gjorde det igår.
Det samme gælder for mig.
det er måske meget sort på hvidt for nogen, men jeg ved, at Tanja vil forstå hvad jeg mener.
Det perfekte indlæg blev ikke som først forventet.
Måske lidt lige som vores veje.
For den store motorvej, vi kørte på i så mange år, så jævnt og fint, uden større komplikationer, endte med at dele sig i to afkørsler, hvor vi, måske ved en fejl? Måske ved skæbnen, valgte hver sin afkørsel.
Længe kørte jeg ensom rundt på de øde landeveje.
Ad veje der var grå. Lugtede af grå og smagte af grå.
man siger så smukt at alt godt kommer til den der venter - og pludselig en dag fandt vi begge ind i den samme rundkørsel.
det var formig en mindeværdig dag.
"man ved ikke hvad man har før man giver slip -
så inden du gir slip, så husk hvorfor du holdte fast"
Jeg vil med min vigepligt og hvad der dertil høre, at køre sammen ud af venskabets vej, holde et fast blik på dig... for tiden hvor du er ude af syne, er umådelig hård.
Til Tanja H. D. Hansen




Ingen kommentarer:

Send en kommentar