søndag den 1. august 2010

Shake it off princess..

Efter flere ganges forsøg, dog mest kun ved tanken, og med et kærligt fingerprej i siden, har jeg nu sat mig ned for at blogge.
Så hvis du læser det her, betyder det jeg har taget mig modet til at skrive det - så godt for mig.
Med den bedste mening og nedfældet sort på hvidt, får man den "mursten i hovedet" der giver en det skub og får tankerne til at spinde.
Man har jo hele tiden været klar over, at den ikke er som den plejer, altså ens tilstedeværelse.
I første omgang er der en masse forståelse og en pokkers masse hænder der vil ae på kinden og vise den sympati,og man bliver fortalt at "vi er her for dig hvis du vil snakke om det" - man afviser - for indeni gør det for ondt, at man vil græde og i et "festligt" lag er gråd ikke ideelt.
I anden omgang, er folk stadig helt med på at stemningen er trykket i hovedet, men så forsvinder hånden der gerne vil ae. Der er stadig spørgsmålene til hvordan og ligeledes blir man bekræftet i, at der stadig er nogen til at lytte - man afviser - for indeni gør det stadig for ondt, og tårene presser sig på bag øjenlågene. Og i et ellers så "festligt" lag er gråd ikke ideelt.
Langsomt og som tiden går, og ingen bedring synes at se, forsvinder hånden på kinden, bekræftigelsen i at nogen gider lytte og det ellers så "festlige" lag..
Inden bag ved gør det stadig meget ondt, og ir med det festlige lag ikke længere er der, ordner man nu tårene for sig selv..
Flere uger, der nu nok nærmest snart bliver til måneder..
Og stadig meget svært ved at finde det omtalte lys.
Lysten til at spise er tiltagende men overhovedet ikke optimal.
Nattesøvnen kom tilbage efter at have holdt sig en kort ferie, uheldigvis valgte den at komme tilbage med en masse omgang mareridte.
Rastløsheden vælger at udgive sig i en helt ny udgave, i form af stirren ud i den blå luft - (uden en eneste tanke, bare flere timer i samme possition)
Planlægning og aftaler blir til en by i rusland, man ikke kan udtale navnet på - overskudet er lig nul og blot en simpel aftale som, "kan vi ses onsdag og kigge på gave til mor?" forsøger man på alle mulige tænkelige måder at undgå. Ikke fordi man gerne vil være med til at vælge den perfekte gave til ens mor, man ganske simpelt fordi, man bare ikke kan overskue det. Det synes alt for stor en opgave for kroppen.
Sådan her, har mit liv set ud det seneste stykke tid, og det gør det til dels stadig - men hvorfor?
Folk ud af til undre sig, ( de gir vel op - fair nok?) løsner langsomt grebet der før holdte min hånd så hårdt og lader hænderne stille glide fra hinanden.
Og før man ved af det står man pludselig alene tilbage, som en fremmed i ens eget liv.
"At brænde sit lys i begge ender", sætningen får nu for alvor en realistisk betydning. En betydning der er til at tage og føle på.
En kombination af meget stærke følelser til en der ikke gengav,
et arbejde der valgte at fortælle en sort på hvidt, man ikke er god nok, tabet af en pige som tog fra livet alt for tidligt, ved et uheld er vel nok de hoved faktorer, der gjorde at min verden kulminerede - og når man siger en ulykke sjældent kommer alene, har hvem end der ellers har udtalt det; pokkers ret!
Jeg ved godt, at min måde at gribe tingene an på, på ingen måde er den rigtige. At begrave sig i ens eget liv og bekymringer ikke det der bringer en tilbage på rette fode.
Jeg er blevet fodret med utallige kloge sætninger og gode råd, folks bagklogskab og deres pludselige kandidat uddannelse i psykologi (som ingen vidste de havde) er kommet til syne.
Og hver gang beder jeg dem alle om det samme - at være sød ikke at snakke med mig om det, for så kan jeg mærke tårene presse på.
Jeg skal nok rive dig i ærmet når jeg er klar til at fortælle..
Min egen ære sætter en bremser for mig, Jeg som altid er så stærk, så smilende, så grinende, så forstående og altid med overskud til mine venner og veninder og deres liv, fløj ud af min altandør for lang tid siden.
klovnen har lagt sin næse. Muren er revet ned. facaden er der stadig, men kun for at opretholde et nogenlunde menneske ud af til, ellers er den også væk.
Og det værste af det hele - en filosofi - jeg har så stærk en tro til, begynder at smuldre.
Filosofien om ikke at tage tingene for givet, bliver langsomt mere og mere utydelig.
For det er netop det jeg gør. Jeg tager tingene for givet, mine venner og min familie.
Og hvem er jeg til at tro at, når denne neurotiske tilstand en dag tager sin afsked, kan forvente at mine venner står, som en anden
olsen banden, ved den grønne port, med flag i hånden og råber: "Velkommen tilbage Fjætte - hvor er det skide godt at have dig tilbage igen".
Der er jeg ingen.
Jeg kan på ingen måde, ihvertfald ikke dags dato se hvornår det her får sin ende. Og spil nu ikke kortet, "det er et spørgsmål om indstilling" - for det her, føler jeg ikke selv jeg kan styre..
det er som en rundkørsel uden afkørsler og jeg føler ikke, jeg bare kan skrige "STOOOP!!"
jeg beklager til de som føler båndene mellem os er på lånt tid.
Jeg beklager til dem jeg ikke kan give mig selv 100%
og jeg beklager, hvis dette på nogen måde har påvirket andres liv i den dårlige retning.
Jeg vil bare gerne fortælle, specielt til mine piger..
Jeg tager jer på ingen måde for givet, men istedet sætter jeg stor pris på alt den tid og alle de dage vi har haft og forhåbentlig får lov til at dele sammen fremover
"en god tid, kommer aldrig dårligt tilbage" - det er den overbevisning, og det udgangspunkt jeg drejer fra nu..
Livet set fra den grønne sofa - M E T T E