Lige børn leger bedst - lige ud af skolegården

Måtte i dag møde en følelse jeg ikke havde set komme.
Muligvis benægtet kunne komme.
Muligvis have fortrængt ville komme.

Og der stod jeg - med en knytnæve i maven som tvang mig i sænk, med en følelse jeg kendte rigtig godt.
Den der slags der tager vejret fra en og gør at man får øjnene op for de løgne man har fået fortalt sig selv.

Grunden til mødet og dets bombastiske fremfald var fordi det bragte noget negativt med sig - noget jeg før har oplevet - nemlig med følelsen af igen, at have ført sig selv bag lyset.

Følelsen af at man igen står bag tæppet til den store scene.
Scenen der ligger til grund for det stykke man troede, man havde hovedrollen i.

Som et lyn fra en klar himmel går det op for en hvilken rolle man rent faktisk har. At man ikke er andet end en reserve statist på den store opsætning - at ens opgaver aldrig bliver inde på scenen.
Som smilende susie har man hoppet rundt i sin egen lille illusion om at stå i rampelysets skær, smilet og set sød ud når pressefotograferne tog billeder. 
Venligt, men hurtigt har man skrevet autografer til horder af fans.
Været imødekommende og åben.

Og bang! så kommer stykkets egentlige hovedrolleindehaver og stikker en spand med en gulvmoppe i hånden på en; "her, kulissen til akt 4, skal vaskes ned i en fart -  en eller anden idiot har spildt kaffe på den?"
Virkeligheden - lige der - med lynets hast rammer den en lige i fjæset.

Og man vågner op!

Her står man så, med rengøringsartiklerne i hånden, helt paf, grå i ansigtet, målløs og med en knytnæve på størrelse med afrika placeret lige i centrum af ens egen identitet.
Og løgnen man har fortalt sig selv? Ja den står nu face to face med en.

Følelsen af at ens ben bliver nervøse, ustabile og gelelignende.
Følelsen af at ens åndedrag forsvinder, samtidigt med at pulsen stiger.
Følelsen af billeder på ens indre skærm træder frem, som en sort satan der hopper, griner og peger fingre af en.
Den følelse er ikke til at tage fejl af.

Slaget i ansigtet beretter om at følelsen de sidste par år, blot har stået på standby . 

Og hvad så?? 

Har jeg så bare stået her, smilende og drømmende et helt årti? Måske mere?

Har jeg stået her, som en anden Tornerose og igen sovet mens alt det vigtige er strøget forbi min næse?

Har jeg igen ladet mig være en fodnote i et skuespil, velvidende om mine egne talenter rækker længere end at vaske op efter de ”rigtige” skuespillere?

Jeg forsøger at fremkalde minderne i form af scener – forsøger at finde ud af hvornår jeg faldte i søvn. Forsøger at fange de scenarier der måtte have udspillet sig i  størstedelen af dette stykke – som jeg troede jeg var med i? men som blot var en illusion?

Har jeg i sandhed på noget tidspunkt, været en smule virkelighedsnær og har jeg faktisk været vidne til, på hvad der ville komme til at ske?

Burde jeg have set dette komme?

Spørgsmålet fiser rundt i min hoved med fart der er udefinerbar.

Har jeg formået igen at agerer levende død ? – som et rutinepræget menneske der vandre hvileløst rundt i sin drømme og glemmer at hendes egentlige arbejde er, at sørge for at de vigtige personer i stykket har alt hvad de har brug for, når de har brug for det.

Det kan simpelthen ikke passe – jeg må da have været vågen på et eller andet tidspunkt. Jeg må da have set virkeligheden passerer mig undervejs?

Måske jeg har? Måske jeg bare har undladt at standse op og faktisk se den.

Jeg har sat mig ned, for mine ben kan ikke bære mig længere.

Jeg må tænke.

Altså virkelig tænke!

Hvad fanden er egentlig navnet på det stykke jeg åbenbart er reserve statist i? Hvem er min arbejdsgiver? Hvor bor jeg, hvor lever jeg? Får jeg løn for det her, eller er jeg sendt ud af kommunen? I arbejde, pga. manglende job i samfundet?

Det hele kører rundt, og stakåndet hungre jeg efter sandheden som jeg så åbenlyst har ignoreret?

Jeg føler mig som en fremmede i en ellers velkendt krop.

Kigger febrilsk omkring. Der må da være en eller anden jeg kender jeg kan række ud efter, for at få en forklaring på dette. 

En eller anden der kan fortælle mig om jeg igen har sovet i timen. ”Timen” der snart udgør 1/3 del af mit liv.

Har jeg i sandhed endnu engang udgjort mig selv til at være mig egen værste fjende. Endnu engang? 

Tænk at jeg skulle sige det højt – igen!

TANJA!

 Care free teorien –

klokkerne begynder at ringe…

Finder mine noter frem – en efter en. Og For hver lap jeg læser – får jeg kuldegysninger. 

Det går op for mig at jeg rent faktisk har været væk.

Det dog stadig uvist for mig, hvor længe.

Snakker vi måneder? snakker vi dage? Uger? År?

Hvad fanden er der sket i al den tid?

Finder endnu en lap – hæfter mig ved citatet: 

”jeg er en levende død”

Wauw.. det er fra 2 januar i år?

Hvor har jeg været henne i mellemtiden ? har jeg egentlig været nogen steder?

Her er en til, et notat med forklaringen på et liv – hvad fanden er det jeg skriver om?

Jeg leder videre og finder en ny, læser højt: 

” jeg gjorde det i går, jeg gør det igen i dag og jeg er bange for at jeg nok også gør det igen i morgen” 

Hvad faen mener jeg med det? Hvad gjorde jeg i går, som jeg gør i dag og sikkert også vil gøre i morgen?

Her. En til:

”papegøjens indlærte fejl - HA! ironi når det er bedst”

Hvor er mine tre livlinjer – hvem har nummeret til en jeg kan ringe til?

Hvor er mit publikum jeg kan spørge?

Hvor fanden er mine svar??

…. Fortsættes

"Livet er jo dejligt hvis man forstår at leve det"

Sådan lød det fra en af mine gæster på lanternen. Første gang studsede jeg og smagte lidt på sætningen; "hvad mon han egentlig mente?"

Da han senere, i en konklusion, anvendte samme sætning igen, blev jeg nysgerrig og spurgte "hvad mener du egentlig når du siger det?"

"Det jeg siger", svarede han kort, hvorpå han tog en tår, af den lunkne hof åndede ud i glasset, og kiggede på mig med intense øjne og gentog "det jeg siger" Jeg kiggede på ham, så han forstod at jeg ønskede nærmere uddybelse..

... Livet er jo dejligt hvis man forstår at leve det - dvs. at tør du leve det liv du har, uden for mange spekulationer og tanker om hvad nu hvis, så er det i grunden dejligt. At det så ikke altid er lige nemt, det er en helt anden side af skagen.

Nu er det snart 2 måneder siden, jeg havde denne oplevelse og jeg har tænkt meget over det han sagde..

det var en af de der sætninger man hører, man binder sig ved dem og når tankepausen er der, får den en udviddet tolkning inde i mit hoved..

Det kan jo i bund og grund ikke være mere simpelt sagt, men min personlighed ligger sådan at der skal

graves, tolkes, analyseres og vuderes ud i alle tænkelige perspektiver.. der må være en catch?

Men hvis sætningen er svaret...

..... - hvad var så spørgsmålet?

Jeg runder snart (2 måneder) de 27 år og dertil følger der selvfølgelig en del tanker - jeg er stadig i den del af mit liv hvor jeg ikke kan svarer på hvor "jeg er" om de næste 5 år, ligesom jeg heller ikke vidste det for 5 år siden, eller for den sags skyld, for 10 år tilbage i tiden..

Jeg kigger rundt og ser på dem i min omgangskreds og kan ikke lade være med at tænke lidt pessimistisk og se mig selv som pigen uden de store vissioner - fra højre og helt over til venstre, har jeg veninder med skrigende æggestokke, venner med gæld i mursten og en generel holdning til at lån med loft er det ultimative succes kriterie.

Jeg ser mig hverken i deres sko eller uden..

Torsdag d. 7/4 fik jeg igen et af der her reality kick "in da face", da min barndomsveninde fortæller mig, at nu er hun gravid og er sat til at skal føde primo december - en helt igennem vidunderlig ting, som hun og manden har "arbejdet" hårdt på det sidste halve år og nu var lykken så sat, i dette tilfælde inde i hendes mave.

Selvfølgelig bliver jeg glad på hende og mandes vegne, og klapper og knuser og lykkeønsker i en stor stime....

......MEN når hun så lykkelig er "ude af billedet", (formentlig vendt tilbage til det store IKEA katalog for at se på tremmesenge og babyalarmer), melder det store spørgsmål så ved mig:

"Er dette i virkeligheden det livet går ud på?"

At finde en mand man elsker, avle et barn eller flere, hvorpå så derefter at "invisterer" i hus, hund og en GRANDE station car? og med reference til overskriften (livet er jo dejligt) - lever man så først for alvor når man er blevet mor, når man har skrevet under på boliglånet og købt en tillægsforsikring til hunden, (just en case) for det er jo en muskelhund?

Puha jeg kan komme i tvivl? Dette kunne jeg jo sikkert få et svar på hvis jeg stilte mig op midt i gå gaden, hvorpå jeg så bad folk udfylde et spørgeskema og udfra meningerne få svar på lakmusprøven? dette blir dog kun ved en endnu ikke løssluppet tanke :) (og her er der for alvor tale om, at der ER langt fra teori til praksis)

Selvfølgelig er det individuelt hvad vi har af prioriteter i livet - og lige som prioriteter i sig selv er vigtige, er det også vigtigt at sætte sig ned i spekulationens stund og accepterer at vi alle har forskellige meninger om hvad det er, det gør livet dejligt?

så selvom livet er en dejlig ting - så kan jeg kun give manden ret i at, det er svært at praktiserer til tider. Om noget andet, så er det ihvertfald svært til tider, at definerer hvad det netop er, der gør livet dejligt for den enkelte!

"what motivates me, may not motivate you"

Jeg vælger at lade tvivlen komme mig til gode, for i skrivende stund, holder jeg til trods for civilstatus og uden videre tanker i familiestiftelse, æggeløsning eller adressesammenlægning med Mr. X, fast i mit "eget" udsagn om at, "hellere undværer frem for at nøjes".

MeTTe - iført realistiske kontaktlinser!

Nyt-år-forsæt endelig!

Et eller andet sted finder jeg tit min motivations faktor i min blogger companion MetteMarie.

Hun skyder....jeg ærger mig over jeg ikke trak først...

men jeg ærger mig aldrig længere tid, end at jeg selv finder modet til at "skyde igen" inden for meget kort tid.

Min mening var at skrive en status Quo på årets begivenheder, oplevelser, nederlag, sejre og ikke mindst erfaringer på årets sidste dag... dette blev dog, som så mange andre ting i mit liv, iflg. af 2010 nedprioriteret og dermed aldrig gjort...

lige indtil den dag ( dvs. idag) hvor jeg IGEN bliver skudt først af MM... derfor motivationen til dette indlæg.

2010 og jeg blev aldrig rigtige gode venner - en skæv start, et haLtEnDe halvår og i årets slutning blev jeg DEMONSTRATIV og vendte ryggen til..

Der var på mange måder, et rigtig stort minus på kontoen, til troen på at 2010 kunne blive godt, allerede fra start af!

Dette resulterede i mange spekulative stunder, både for mig selv og blandt venner og veninder.

OG først på årets sidste dag kom jeg frem til svaret..

Det stod helt klar...

Af alt det "lort" 2010 bragte med sig, var der kun én af give skylden.

"mig selv!"

En konklusion bliver dannet på grundlag, af enten en succes eller en fiasko.

En plan der går lige efter bogen, eller det stikmodsatte, lige luks i graven..

For mit vedkommen brugte jeg mit 2010 på at leve mere eller mindre uden en decideret handlingsplan... det hele var, som en stor del af min personlighed, meget pragmatisk.

På ingen måde gennetænkt og til tider meget urealistisk.

Dette må for nogenlyde, utrolig sortseer agtigt.

Men uden en plan, score man ikke "mål"

Og så kan man føle sig nytteløs og ud af sin nytteløshed kan livet for en længere eller kortvarig stund føles som, at være sat på standby!

Meningsløst!

På årets sidste dag var jeg trodsig, bekymret, følelsesladet, ked af det, gal og frustreret.

Jeg gik i seng og tænkte at, i morgen måtte jeg da vågne op til det bedre.

Jeg tænkte; " nu har jeg været igennem så mange tårer, så mange tanker og bekymringer, at min kvote på den konto må være brugt op og nu kommer alle de "lykkelige stunder" i stride strømme, og ligefrem står i kø på mit dørtrin"

Jeg gik i seng omkring en 20:00 tiden...jeg var træt... rent mentalt af tanker.

Intet festligt var planlagt, og jeg havde taget den indstilling, at uanset hvor mange indbydelser der måtte dukke op, ville svaret være klokkeklart "nej tak!"

Jeg havde valgt min holdning til denne aften.

År 2010 skulle ikke have den fornøjelse at se mig fejre og være glad, på vegne af året selv.

Det havde pisset mig rigelig op og ned af ryggen, så den fornøjelse ville jeg alligevel ikke give det!

Omkring midnat stod jeg op, jeg blev vækkede af festglade mennekser på vejen, der i mere eller mindre ædru tilstand fyrede flere hundrede kroner op i vejret i form af raketter..

Jeg tog mig en smøg og kiggede ud på nattehimlen, sukkede dybt og tænkte ved mig selv; "endelig smutter du...det var på tide..."

Da jeg vågnede næste morgen, var det fordi min mor sad på min sengekant.

Hun var tydeligvis bekymret for mit valg mht. fejring af nytårs aften.

Hun blev dog sendt ud af døren med mig liggende i sengen og med den konstatering, at alt var sku helt normalt og at hun ikke skulle bekymre sig.

For en uges tid siden, fik hun, i gud ved hvilken anledning, en krammer af mig og så sagde hun:

"du må ikke gøre mig så bekymret som du gjorde nytårs aften"

Jeg fortalte hende, at det nu engang var sådan jeg havde lyst til det skulle være, og der ikke var grund til bekymring.

Accept!

og sandhed!

Selvom 2010 og jeg, sådan i en større helhed, aldrig blev venner, tilsmilte det mig dog også.

Det blev året hvor jeg fik utrolig mange gode minder med mine veninder.

Året hvor jeg fik mig endnu en uddannelse.

Året hvor jeg tog ved lære af kærligheden´s skarpe kanter.

Året hvor mine kreative sider fik frit løb, med gode resultater.

Året hvor jeg lærte mig selv at kende, endnu bedre.

Året hvor mine veje mødtes med en sjæleven.

Året hvor jeg valgte fra.

Året hvor jeg lærte at visse udsagn er sandheder med modifikationer.

Så til trods for overstående er jeg ikke modløs!

Tværtimod mener jeg at modstand gør stærk.

Jeg står her for pokker stadig!

Jeg er blevet slået omkuld flere gange, men jeg har også rejst mig igen, hvis ikke af egen kræft, så med hjælpen og støtten fra venner og familien.

Derfor skal der også lyde et inderligt, men ydmygt tak til de mennsker der for mig, gir mig modet og viljen til at fortsætte.

Så tak til; Katrine, Tanja, Ditte, Maria Louise, MetteMarie, Martin, Min far, Min bror, Sinna, Michael C, Maria og Anne.

"Når en dør lukkes åbnes en anden, men ofte kigger vi så lang tid og så fortrydende på den lukkede dør, at vi ikke ser den som har åbnet sig for os"

Mit 2011 er anderledes.

Det skal det være!

Det har jeg valgt.

Dette bliver året hvor jeg vil gøre en forskel for mig selv.

Der er lavet en plan.

En simpel en.

En der er til at tage og føle på..

en plan der er realistisk og målbar.

Jeg gør noget for mig selv i form af et karriere skift, der til trods for sin længde har et mål.

At det jeg vælger at gøre for mig selv, skal munde ud i, at gøre en forskel for andre.

Planen kort skrevet, er som sådan:

HF

-->

UNI

-->

LÆGER UDEN GRÆNSER

Generaliserende sagt, er vi danskere rigtig gode til at kigge ud af vinduet og forbande "alle de andre", hvor vi stedet bør kigge os selv noget mere i spejlet og sige "hvad kan jeg gøre?"

Jeg har derfor VALGT at jeg vil og fordi jeg vil, gør jeg det!

mEttE - med nye briller

Route hope

I den bedste mening tog jeg en beslutning om at lave det perfekte indlæg..

Et indlæg til ære for en pige, som engang betød så meget for mig - om hvordan vore veje skiltes og hvordan vi igen fandt hinanden.

Stilen var lagt og gamle noter fundet frem.

Jeg skrev på utrolig kort tid, et oplæg alla 2010 version og forlangte nu det samme af hende, så det kunne fuldende min vellagte plan.

Jeg ventede mange uger på svar.

Mine fingre kriblede, jeg var så klar til at sætte ord på.

Da dagen endelig oprindt hvor jeg fik svar tilbage fra hende, faldte min første og stensikre plan til jorden.

Alt hvad jeg havde planlagt, alt det, som skulle bidrage til det perfekte indlæg, stod forfald.

Så mit perfekte indlæg tog en anden afkørsel end jeg først havde valgt.

Og pludselig stod jeg alene på ordets landevej.

Da jeg læste hendes svar, trillede mine tårer hurtigt og fint ned af kinden som små glimtende perler på en snor...én efter én og meget elegant.

Dette skyldtes ikke en negativ respons.

Tværtimod.

Hendes små og meget kortfattede, men alligevel præcise, sigende og positive ord, gik lige ind i sjælen på mig.

I det øjeblik vidste jeg at det ville blive en af de få nætter, igennem det sidste lange stykke tid, hvor jeg ville falde i søvn med smil på læben og glade tanker .

Tanker der skubbede alt det pessimistiske og negative langt bort - for i det korte brev stod "opskriften".

Opskriften på der der vil sige at elske en anden betingelseløst.

Man møder mange mennesker igennem sit liv, en hel del faktisk og ser men lidt mere firkantet på det og smider det op statistisk og regner i hele hundrede vil 90% af de mennekser man møder være i relation til ens studie, skole, arbejde og i følge af fritidsinteresser.

de sidste 10% er ens familie og nære venner.

Det siges at man i livet vil møde 3 personer som får lov til at holde ens hjerte i deres hule hånd.

Det er disse mennesker der vil kende én helt ind til benet og nå ind til ens sjæl.

Jeg har mødt min den ene.

Det er Tanja.

En Pige jeg elsker utrolig højt.

Nuets kærlighedserklæring siger, at det ikke forpligter at sige, jeg elsker dig.

Så når du siger du elsker mig, så forholder jeg mig til at det er lige NU, hvor du siger det, at du føler det.

Derfor holder jeg dig heller ikke op på, om du elsker mig i morgen eller gjorde det igår.

Det samme gælder for mig.

det er måske meget sort på hvidt for nogen, men jeg ved, at Tanja vil forstå hvad jeg mener.

Det perfekte indlæg blev ikke som først forventet.

Måske lidt lige som vores veje.

For den store motorvej, vi kørte på i så mange år, så jævnt og fint, uden større komplikationer, endte med at dele sig i to afkørsler, hvor vi, måske ved en fejl? Måske ved skæbnen, valgte hver sin afkørsel.

Længe kørte jeg ensom rundt på de øde landeveje.

Ad veje der var grå. Lugtede af grå og smagte af grå.

man siger så smukt at alt godt kommer til den der venter - og pludselig en dag fandt vi begge ind i den samme rundkørsel.

det var formig en mindeværdig dag.

"man ved ikke hvad man har før man giver slip -

så inden du gir slip, så husk hvorfor du holdte fast"

Jeg vil med min vigepligt og hvad der dertil høre, at køre sammen ud af venskabets vej, holde et fast blik på dig... for tiden hvor du er ude af syne, er umådelig hård.

Til Tanja H. D. Hansen

Shake it off princess..

Efter flere ganges forsøg, dog mest kun ved tanken, og med et kærligt fingerprej i siden, har jeg nu sat mig ned for at blogge.

Så hvis du læser det her, betyder det jeg har taget mig modet til at skrive det - så godt for mig.

Med den bedste mening og nedfældet sort på hvidt, får man den "mursten i hovedet" der giver en det skub og får tankerne til at spinde.

Man har jo hele tiden været klar over, at den ikke er som den plejer, altså ens tilstedeværelse.

I første omgang er der en masse forståelse og en pokkers masse hænder der vil ae på kinden og vise den sympati,og man bliver fortalt at "vi er her for dig hvis du vil snakke om det" - man afviser - for indeni gør det for ondt, at man vil græde og i et "festligt" lag er gråd ikke ideelt.

I anden omgang, er folk stadig helt med på at stemningen er trykket i hovedet, men så forsvinder hånden der gerne vil ae. Der er stadig spørgsmålene til hvordan og ligeledes blir man bekræftet i, at der stadig er nogen til at lytte - man afviser - for indeni gør det stadig for ondt, og tårene presser sig på bag øjenlågene. Og i et ellers så "festligt" lag er gråd ikke ideelt.

Langsomt og som tiden går, og ingen bedring synes at se, forsvinder hånden på kinden, bekræftigelsen i at nogen gider lytte og det ellers så "festlige" lag..

Inden bag ved gør det stadig meget ondt, og ir med det festlige lag ikke længere er der, ordner man nu tårene for sig selv..

Flere uger, der nu nok nærmest snart bliver til måneder..

Og stadig meget svært ved at finde det omtalte lys.

Lysten til at spise er tiltagende men overhovedet ikke optimal.

Nattesøvnen kom tilbage efter at have holdt sig en kort ferie, uheldigvis valgte den at komme tilbage med en masse omgang mareridte.

Rastløsheden vælger at udgive sig i en helt ny udgave, i form af stirren ud i den blå luft - (uden en eneste tanke, bare flere timer i samme possition)

Planlægning og aftaler blir til en by i rusland, man ikke kan udtale navnet på - overskudet er lig nul og blot en simpel aftale som, "kan vi ses onsdag og kigge på gave til mor?" forsøger man på alle mulige tænkelige måder at undgå. Ikke fordi man gerne vil være med til at vælge den perfekte gave til ens mor, man ganske simpelt fordi, man bare ikke kan overskue det. Det synes alt for stor en opgave for kroppen.

Sådan her, har mit liv set ud det seneste stykke tid, og det gør det til dels stadig - men hvorfor?

Folk ud af til undre sig, ( de gir vel op - fair nok?) løsner langsomt grebet der før holdte min hånd så hårdt og lader hænderne stille glide fra hinanden.

Og før man ved af det står man pludselig alene tilbage, som en fremmed i ens eget liv.

"At brænde sit lys i begge ender", sætningen får nu for alvor en realistisk betydning. En betydning der er til at tage og føle på.

En kombination af meget stærke følelser til en der ikke gengav,

et arbejde der valgte at fortælle en sort på hvidt, man ikke er god nok, tabet af en pige som tog fra livet alt for tidligt, ved et uheld er vel nok de hoved faktorer, der gjorde at min verden kulminerede - og når man siger en ulykke sjældent kommer alene, har hvem end der ellers har udtalt det; pokkers ret!

Jeg ved godt, at min måde at gribe tingene an på, på ingen måde er den rigtige. At begrave sig i ens eget liv og bekymringer ikke det der bringer en tilbage på rette fode.

Jeg er blevet fodret med utallige kloge sætninger og gode råd, folks bagklogskab og deres pludselige kandidat uddannelse i psykologi (som ingen vidste de havde) er kommet til syne.

Og hver gang beder jeg dem alle om det samme - at være sød ikke at snakke med mig om det, for så kan jeg mærke tårene presse på.

Jeg skal nok rive dig i ærmet når jeg er klar til at fortælle..

Min egen ære sætter en bremser for mig, Jeg som altid er så stærk, så smilende, så grinende, så forstående og altid med overskud til mine venner og veninder og deres liv, fløj ud af min altandør for lang tid siden.

klovnen har lagt sin næse. Muren er revet ned. facaden er der stadig, men kun for at opretholde et nogenlunde menneske ud af til, ellers er den også væk.

Og det værste af det hele - en filosofi - jeg har så stærk en tro til, begynder at smuldre.

Filosofien om ikke at tage tingene for givet, bliver langsomt mere og mere utydelig.

For det er netop det jeg gør. Jeg tager tingene for givet, mine venner og min familie.

Og hvem er jeg til at tro at, når denne neurotiske tilstand en dag tager sin afsked, kan forvente at mine venner står, som en anden

olsen banden, ved den grønne port, med flag i hånden og råber: "Velkommen tilbage Fjætte - hvor er det skide godt at have dig tilbage igen".

Der er jeg ingen.

Jeg kan på ingen måde, ihvertfald ikke dags dato se hvornår det her får sin ende. Og spil nu ikke kortet, "det er et spørgsmål om indstilling" - for det her, føler jeg ikke selv jeg kan styre..

det er som en rundkørsel uden afkørsler og jeg føler ikke, jeg bare kan skrige "STOOOP!!"

jeg beklager til de som føler båndene mellem os er på lånt tid.

Jeg beklager til dem jeg ikke kan give mig selv 100%

og jeg beklager, hvis dette på nogen måde har påvirket andres liv i den dårlige retning.

Jeg vil bare gerne fortælle, specielt til mine piger..

Jeg tager jer på ingen måde for givet, men istedet sætter jeg stor pris på alt den tid og alle de dage vi har haft og forhåbentlig får lov til at dele sammen fremover

"en god tid, kommer aldrig dårligt tilbage" - det er den overbevisning, og det udgangspunkt jeg drejer fra nu..

Livet set fra den grønne sofa - M E T T E

En uddannelse rigere :)

Nu er det godt en uge siden jeg kom hjem fra mit sidste skoleophold og ud af de fem gange jeg har været afsted var det her nok det bedste ophold.

Efter fem meget lærerige og intense uger i den JYSKé ånd blev vi alle 15 udlærte ledere og sikke en vidunderlig følelse.

Endnu en uddannelse kan skrives på CVét og et bekendtskab med 15 dejlige mennsker rigere.

Den sidste uge stod i praksis tegn og vi skulle alle ud og lege Bcér med dilemmaer. Det var super fedt og nok det jeg har lært mest af. efter 2 intense dage med indlæring i ny forstand gik Torsdagen med at planlægge afslutnings festen som skulle afholdes om aftenen. Det blev en fest med temaet "konfirmation", en komminikations fejl mellem mig og Søren som stod i festudvalget, for den oprindelig ide var et tema der hed: Fra pattebørn til buisnessmen. Men da mailen blev formuleret videre til alle de andre var det pludselig blevet til at vi skulle konfirmeres. Så folk mødte op til festen iklædt jakkesæt og hvide kjoler, undtagen mig som tog mit buisness tema meget alvorligt og kom og lignede en stram kvinde i kort sort og hvid skjorte. men skidt for efter en time var alle så godt fulde at temaet var glemt.

Vi fik rigtig lækker mad og sang sing-a-long og havde lavet lege. Hver gang der kom en ny leg, kom bartenderen ind med et brev på en bakke og vi råbte alle i kor: "der kommer brev!!!" (i bedste paradise stil) Der var fede præmier til vinderne og det blev taget godt imod af alle. vi havde alle ved bordet fået små opgaver som vi skulle udfører under spisningen. Morten skule fx. stille sig op på sin stol hver gang der kom folk ind af døren og råbe: jeg er en glad lille konfirmand. og Søren skulle sige: gud bevare Danmark, hver gang nogen sagde: "skål Søren!" Det var meget underholdende. ud over det fik vi alle også til opgave at lave små navneskilte til vores sidemand, og jeg trak mit gennemgående navn i alle skoleopholdende; Klorin Connie. Bare lækkert ;)

Senere på aften kom den syngende bager og spillede guitar og sang for os, det var super fedt og stemningen var kæmpe høj og alle dansede rundt og var i godt humør.

Men toppen af lagkagen må være da vi stod til sidst alle i en stor rundkreds med armene omkring hinanden og sang med på Green day´s - time of your life.. det var vores tid og pludselig stod vi der alle sammen, for sidste gang sang med og kiggede rundt på hinanden med et "tak for en fed oplevelse alle sammen" i øjnene.

Det var en meget speciel følelse der gik igennem mig da vi stod der...i takt til musikken tog jeg en rundtur og så på de mennsker omkring med og smilte stort, tænk engang men har lært så mange vidunderlige mennesker at kende på så kort tid? Der stod Ma chi, den høje kineser som i første omgang virkede så usikker og genert og pludselig havde man set en side af ham, hvor han er så sjov at det gør helt ondt i maven af grin over hans humor. Og der; Mia, som tidligere på dagen havde siddet og fortalt at hun ingen forældre har, hele hendes livshistorie og jo mere hun fortalte, des mere foraget blev man, det havde man slet ikke troet. Søren, den dejlige dreng som man ikke måtte snakke med før efter kl 11:00 for så var han først vågen, og altid kæk med de fedeste bemærkninger. Morten wede, den stille og rolige mand som altid kunne bringe fornuften frem i virkeligheden og man var altid enig, om så det handlede om atomkræft eller en anden større sag.

På min rundtur rundt blev jeg ramt af en ufattelig stor glæde over at være lige der, på netop det tidspunkt og det blev til en af de der stunder i livet man ikke sådan lige glemmer.

Jeg vil huske tiden med SMT14 som rigtig dejlig og lærerig og fryder mig over at have en arbejdsplads hvor det at være en "familie" er i højsædet.

Nu sidder man så tilbage lidt vemodig over at vide at mange af de her mennsker kommer man nok ikke lige til at se sådan hver dag de næste mange år - men jeg er ikke helt fortrøstningsfuld, for jeg har mine minder fra en fed tid og dem kan ingen tage fra mig og jeg kan finde dem frem lige så snart jeg skulle føle trang til det.

En kort lille note om en uge i mit liv der gør mig meget glad at tænke på.

Andersen med eller uden softice ;)

"tæt på true love"

fik mig en af de her gode oplevelser i livet men nu engang får fra tid til anden..

Torsdag aften da jeg sad og snusede rundt på Annika Aakjær´s hjemmeside fandt jeg ud af, at hun skulle spille i maskinhallen i Frederikshavn Fredag den efterfølgende dag.. Fluks greb jeg min mobil....jeg vidste godt hvem jeg med sikkerhed ville kunne få med.. Maria - min trofaste danske "sanger" veninde.
Det er en af de her få slags veninder jeg har der sammen med mig er vild med de danske syngende artister, ex. Annika Aakjær, sys bjerre, carlas, thomas buttenschøn, Rasmus Nørh og Allan Olsen..
og med hænderne over hovedet fik jeg et klingende svar. "JA TAK"
Og sikke dog en oplevelse og ikke mindst en stemning.. det fede ved at sangere der ikke køre med på mainstreamen er at man kan "have dem for sig selv" og det var præcis den oplevelse jeg fik igår.
omkring små 30 mennesker var mødt op til koncerten og der var pga. det lave tal af fremmødte var der dækket op med små borde med levende lys.. super hyggeligt..
Som opvarmning for Annika var en trejdedel af bandet Carlas kommet, dvs. Jacob og Morten ( de er mormalt 5 i bandet) Jeg har hørt carlas før, på en cafe inde på nørrebro for at par år siden og var ved første ørenlyd forelsket i dette band. Deres tekster og sange er helt igennem fantastiske og man kan ikke andet end at holde af dem.
Det fede ved at være til intim koncert er at man får følelsen af at men er specielt inviteret og når de sidder og snakker om de sange de nu skal til at synge, tænker man sådan...nåe ja det er det sangen betyder - fedt, nu gir det hele mening. så man får sangen plus en forklaring og det er helt kanon.

I samarbejde med Annika har carlas lavet en sang der hedder Sverige.
den handler om at være i et forhold hvor man har kendt hinanden længe, måske er kørt lidt i stampe og hvor tingene kører på rutinen. Så snakker man tit om at man gerne vil gøre nogen ting, fx tage til Sverige på en lille tur eller i det hele taget bare tage ud og få sig en på opleveren så det hele ikke virker så trivielt.
den er så sød og jeg er vild med selve måden den er bygget op musikalsk så jeg ville ikke snyde jer for teksten.. er dog ikke sikker på at det er en sang men kan finde på youtube, men kan man finde den et eller andet sted på nettet så sys jeg man bør lytte til den. Den går sådan her:

En dag når vi får tid tager vi afsted

op til Sverige et sted

Når solen den går ned så stikker vi af

til et hus i en skov et sted

Du har fået din kørelicens så du kører

og jeg kigger på

i en gammel spand sikekrt volvo

amazone

hvad ved jeg

biler har aldrig sagt mig en skid

når vi engang får tid, så tager vi afsted

og når morgen duggen falder

er vi tæt på

spiser morgenmad på en tankstation

og huset er så koldt så vi varmer det op

med brænde og tæpper fra et loft

og stilheden larmer i storbyører

vi siger ingenting ogsover dagen væk

det er mørkt når vi vågner

og vi ser at stjerner lyser stærkere på

svensk end i nordøst

når engang vi får tid tager vi afsted

Annika som vi reelt var kommet for at se var også helt igennem fantastisk..hun er helt sin egen og efter min mening en af de få sande kunstner jeg kender til. det fik jeg også fortalt den total hotte trommeslager som vi fik en snak med efter koncerten. en sand artist min verden er en som lyder fuldstændig ens hva enten man hører dem live eller sætter pladen på.

denne lille fine pige gav mig en oplevelse med hendes stemme som jeg aldrig har oplevet det før og fandt mig selv total opslugt i hendes tekster og hendes til tider rustne stemme.. tæt på at virke lidt forelsket at se på. (smiler ved tanken)

Det er ihvertfald ikke sidste gang at Annika og Carlas skal have "æren" at min tilstedeværelse - for det var en super fed oplevelse.

Takker bandene og Maria og de andre fremmødte for en dejlig aften..

en af de oplevelser jeg ligger i min little box of good memories

Andersen med smil på